Men så...  

skulle jeg da, nogle år senere, absolut have en Welsh, de var så smukke og pelsplejen var nemmere, tænkte jeg (jo jo men det er samme gennemgang som hos Eng. Springer, der er bare ikke så meget pels). De var desuden lidt lettere i deres bygning, havde den smukkeste farve og var meget elegante, syntes jeg, 

Det synes jeg stadig men træning med sådan en størrelse? Der fik man i den grad sin tålmodighed sat på prøve! 

Jeg starter til infoaften hos den lokale dyrlæge, der har hvalpe-og unghundetræning nogle gange om året og det er ikke langt fra mit hjem. 

Alt, hvad der bliver talt om nikker jeg genkendende til, piece of cake, tænker jeg, hvor svært kan det være? Jeg kan godt finde ud af at træne hund, det har jeg da gjort flere gange tidligere! 

Vi møder op til hvalpetræning, mine arme er ved at blive trukket af led, hvalpen er særdeles utålmodig og vil bare hilse på de andre hvalpe men det er ikke moderne mere, det er ikke en hvalpe-legestue, her er det hund og fører der skal arbejde sammen, klart nok, accepteret og forstået. 

Vi deltager til træning hver gang, for det må da lykkes på et tidspunkt og det gør det faktisk også. Hunden synes jo i øvrigt, at det er vældig sjovt at gense hundevennerne hver uge og efterhånden får hun en forståelse for, hvad det handler om, når vi indfinder os på træningspladsen. 

Mør i armene er jeg dog stadig, så både hunden og jeg er trætte, når vi kommer hjem. 

Hvalpen følges efterhånden pænt med mig og er nogenlunde succesfuld i de øvelser, vi laver og herregud, det er jo kun en hvalp, hvad kan man forlange? 

Der er også altid deltagere med andre racer, der klarer sig dårligere, hvis det kan være en trøst, og ja, det er det somme tider men der er jo også de nemme hvalpe eller er det ejerne af ”sofahundene”, der bare er såååå gode? 

Nå, mine hunde ligger også i sofaen og ser TV sammen med mig om aftenen. 

Så kommer vi til det mere alvorlige: Jeg valgte jo ikke bare at gå til 2 x træning hos dyrlægen, som vi jo faktisk klarede nogenlunde, for hunden er jo ikke dum men har bare svært ved at koncentrere sig for alle de gode lugte, der er overalt på træningspladsen. 

Jeg valgte også at starte videregående lydighedstræning i den lokale hundetræningsklub sammen med andre jagthunde, I ved ”de rigtige”, de der dog ikke er født med en apport i munden men skal lære det. 

Der har spaniels en fordel, de henter ALT! Måske afleverer de ikke altid men deres iver og lyst for at løbe efter det, der bliver kastet, er stor og det er så det, vi udnytter, når det bliver alvor. 

Bevares, nogle spaniels er mere entusiastiske end andre, det sagde bestemt ikke min allerførste Welsh, Ofelia, noget som helst at hente eller bringe en apportgenstand. Hun mente, at den kunne jeg selv hente. Måske var det navnet, der var svært at udtale med den rigtige gejst og måske var mine metoder ikke korrekte. 

Apropos metoder, blev der til lydighedstræningen, ind i mellem brugt metoder, jeg aldrig vil benytte på en spaniel, så jeg tog det, jeg kunne bruge, der virkede og det var ikke så meget skænd men ros, når det gik godt og masser af godbidder og en smule høj stemmeføring, når hunden behøvede det, hvilket en Welsh jo godt kan tage uden at få traumer, den er hurtigt videre, når den bare føler accept og påskønnelse, når den gør det rigtige. Det er jo en pleaser-hund, men pas på, for megen ros kan gøre den helt tummelumsk af glæde! 

Det var jo sådan, at trænerne aldrig brugte min hund til at vise øvelser på, for hun rullede bare rundt af glæde, når nogen gav hende opmærksomhed. 

Der blev faktisk uddelt mange gode fif og gode træningsprincipper, som jeg tog til mig. 

Jeg må ikke glemme at fortælle, at vi faktisk gik 2 sæsoner à 8-10 gange, kl. 9 søndag morgen fra februar, det er frisk vil jeg sige! Men heldigvis kl. 18 en hverdag sommeren igennem, det var nemmere at stå model til. 

Det tager altså længere tid at få en Welsh gjort klart, hvad det handler om, det er min erfaring. Der foregår rigtig meget i det lille unghundehoved og energien er enorm, ALT er interessant! 

Jeg tror også, at trænerne var lidt overraskede over, hvad det faktisk endte med. De så bestemt ikke noget lys i min unghund i starten, jeg tror heller ikke, der nogensinde før havde været en standardspaniel blandt deltagerne. De kaldte hende cockeren en enkelt gang men så måtte jeg også lige markere! 

De ”nemme” racer gik til prøve efter én sæson men det ville ikke give mening for mig og min energiske Welsh, så jeg valgte at gå op efter anden sæson og det var da virkelig en succes jeg overhovedet ikke havde regnet med, så nu vil jeg prale lidt: 

Til sidst kunne hun ligge dæk for ellers nøjedes vi med sit, når hun skulle blive inden indkald og jeg kunne højst gå 3 skridt væk i starten og længe derefter men hun lærte, at det ikke var forbundet med at blive forladt at lægge sig og vente, selvom jeg gik fra hende. 

På eksamensbanen gik hun lineføring, fri ved fod, dæk og indkald, kontakt-søg samt apportering. 

Jeg var, i sidste disciplin, meget hurtig til at tage apporten, så hun ikke skulle smide den, derfor nåede hun ikke at sætte sig, som hun burde, så det trak fra men skidt pyt, hun kom med apporten i stedet for at lege med den. 

Det blev til 46 point af 50 mulige, så jeg var meget tilfreds med min lille vilde, som jeg kalder hende, også selvom hun i skrivende stund er 17 mdr. 

Træningsbanen og stedet var fuld af gode lugte men det lykkedes faktisk af og til at få hendes fulde opmærksomhed med masser af ros (og klappen på lommen med godbidder!). Det mestrede hun til prøven, hurra! 

Der er da ikke noget skønnere end at se sin hund kigge opmærksomt op mens man går i et terræn overrendt af harer og fuglevildt. 

Hun er den mest elskelige og livsglade unghund man kan tænke sig og var også selv meget tilfreds med at udstå prøvelserne, for spaniels vil bare så gerne gøre deres mennesker glade og have masser af ros og anerkendelse og det fortjener de også men må jo gerne yde en indsats for at få den. 

Nu da jeg håber og satser på, at lydigheden er nogenlunde i orden, vil vi starte på decideret jagttræning for jeg har jo en drøm om at tage en prøve eller to i Spaniel Klub-regi. 

Der er en risiko for, at det forbliver en drøm, for godt nok skal hunden gennem alle vandpytter og mudderpøle og soppe i den lokale bæk men hun går højst i til navlen, som baderådene anbefaler.  

I vil nok undre jer over, at jeg ikke trænede i Spanielklub-regi men det er ikke altid muligt at samle et hold hver af de to sæsoner, det udbydes men jeg deltog i en periode til jagtrelateret træning arrangeret af region Fyn og det var noget for den lille! 
Der blev ikke stillet større krav, end hun kunne være med til og opgaverne svarede til hendes alder, formåen samt lyst og hendes glæde og iver var stor. 

Dertil skal siges, at træneren var rigtig god til at læse hundene og især, altid venligt, påtale førerfejl, for der ligger misforståelserne ofte eller altid når en øvelse ikke lykkes. 

Og havde jeg en træt hund med hjem? Mon ikke, der var helt ro på resten af aftenen. 

Så selvom jeg langtfra er den perfekte hundetræner, fik hunden og jeg virkelig meget ud af det og jeg sidder med følelsen af at have gjort noget virkelig godt for min vovse udover de daglige ture på vej og sti, ved sø, mark og skov. 

For vi må jo ikke glemme, at en spaniel er en jagthund, så vi skylder den at få lov at bruge disse evner, store eller små. 

Man behøver ikke være aktiv jæger for at opfylde sin spaniels behov men man bør, som ejer af en spaniel kunne afse tid til træning, der netop går ud på det, en spaniel er avlet til. 

Ydermere knytter det et fantastisk godt bånd mellem hund og ejer/fører. 

Dette velcro-fænomen kan godt føles lidt voldsomt i dagligdagen, i hvert fald med en Welsh i dens unge år. Efterhånden bliver de mere selvstændige og kan godt blive liggende i sofaen, når man forlader stuen kortvarigt. 

Jeg er klar over, at mange har en travl hverdag men vil alligevel opfordre til, at man kommer afsted med sin spaniel, lidt er bedre end ingenting og man risikerer at blive afhængig. 

- og frisk luft skulle være så godt!