Om
Kennel Exima er drevet af en passion for Welsh Springer Spaniels og et ønske om at dele glæden ved disse aktive og livsglade hunde.
Kennel Exima er en lille kennel i Ringe på Midtfyn, hvor der lejlighedsvis opdrættes et kuld hvalpe med fokus på bl.a. sundhed, temperament og racestandard. Jeg vil gerne opdrætte smukke hunde med det gode Welsh-temperament.
Mit mål er at sikre, at hver eneste hund får et aktivt og meningsfuldt liv og at de familier, der køber mine hvalpe er godt rustet til at give dem et kærligt og varigt hjem.
Det er nemt at være ærlig og fortælle om racens fortræffeligheder men jeg er det også omkring de udfordringer, der kan være, da jeg vil sikre mig, at nye ejere ved, hvad de går ind til og får indfriet deres forventninger men så kan jeg også love, at man får en livsledsager fuld af hengivenhed og ubetinget kærlighed.
Det, der læses på denne hjemmeside er baseret på mine egne erfaringer med egne hunde, dem jeg har og har haft samt alle de hunde, jeg har mødt via venner og bekendte.
Jeg tror dog alligevel, at de fleste Welsh-ejere kan nikke genkendende til mine ord.
Alle hunderacer har deres positive og negative sider, sådan er det!
Jeg kan slet ikke forestille mig et liv uden hunde, de gør mig ganske enkelt til et bedre menneske!
Hvordan startede det?
Min første spaniel, som voksen, fik jeg i 1990, en Engelsk Springer Spaniel. Daisy skulle "bare" være familiens hund men det udviklede sig!
Jeg var helt omkring Århus for at hente hende, det var en lang tur, syntes jeg dengang. Senere har jeg været i Midt-Sverige og Holland for at hente hunde.
Det er ikke usædvanligt, hvis man vil have nyt blod og avlsmateriale tilført en forholdsvis lille race i Danmark, parre sin tæve eller udstille.
Det blev til en del kuld, også fordi jeg beholdt en tæve fra Daisy´s første kuld og senere fik hvalpe fra hende også.
Den første Welsh kom til i 1997, Danebod´s Ophelia.
Dog var min allerførste kontakt med hunde min mormors sorte Cocker Spaniel Lady.
Hun var sikkert en god hund men stod min barnevogn parkeret udenfor en forretning og hun lå under den, var der ingen, der skulle nærme sig!
Som 10-årig fik jeg mit store ønske om en hund opfyldt, da mellempudlen Perle blev en del af familien. Hun var en dejlig og rolig hund, der ikke krævede meget. Hun fik havregryn med mælk om morgenen, leverpostejmadder til frokost og menneskemad om aftenen. Meget har heldigvis ændret sig siden da men hun blev dog 13 år.
