Hvad gemmer der sig bag det smukke ydre, de elegante bevægelser, det blide opmærksomme udtryk, og den bløde silkeagtige pels?
Tja...
Især i hvalpetiden kan det være et meget kreativt og udfordrende energibundt.
Det første halve til hele leveår ofte en lille, men yderst charmerende, bandit, der kræver en stor portion tålmodighed af sin ejer og familie. Til gengæld viser den lille størrelse stor glæde og lyst ved ALT!
Men husk, at den også er meget afhængig af dit nærvær og kærlige opmærksomhed.
Efterhånden bliver afhængigheden mindre udtalt men en Welsh vil altid gerne med dig og være i nærheden af dig dag og nat.
Ønsker du ikke en hund, der følger dig overalt, bør du vælge en anden race.
Allerbedst trives en Welsh i den aktive familie, da den har stort behov for aktivitet.
Den vil med glæde følge dig til det, du end finder på.
Efterhånden som den bliver ældre, bliver den roligere og hviler meget i sig selv.

Leksikon/DKK
Welsh Springer Spaniel
FCI gruppe 8 - Apporterende jagthunde
Den er livsglad og charmerende med konstant viftende hale. Oftest er den venlig og hengiven, glad for at lege med familiens børn og afslappet over for fremmede og andre hunde. Den har meget jagtlyst i behold og kræver en familie med hundeerfaring og et aktivt udendørs liv, hvis den skal trives som udelukkende selskabshund.
Den er meget aktiv og behøver en hel del motion og mentalt stimulerende beskæftigelse. Den er også selskabelig og kontaktsøgende, og den har det ikke godt med at blive ladt for længe alene.
Racen er selvstændig, men glad for at arbejde. Opdragelse og træning skal være lystbetonet, varieret, venlig og konsekvent. Ros virker også her bedre end ris. Nogle hunde har en tendens til at knytte sig mest til en bestemt person.
Den silkeagtige pels er rød og hvid med fregner, den er glat og tilliggende med faner. Den beskytter godt og fælder moderat til middel to gange om året. Pelsen bør redes igennem én gang om ugen og to-tre gange årligt skal ører, negle, poter og faner trimmes eller klippes efter behov.
Den blev anerkendt som selvstændig race i 1902, men den har eksisteret og arbejdet i Wales adskillige år tidligere. Den var jagthund, men den blev også sat til at drive kvæg og vogte får. Den er uden tvivl i nær familie med den større og kraftigere engelske springer spaniel. De blev begge betegnet som "starters", hvilket betyder, at de kun skulle jage vildtet op, ikke nødvendigvis apportere efter skuddet. Det er imidlertid en disciplin, som begge racer i dag udfører med stor effektivitet.
FCI Standard for Welsh Springer Spaniel
Oprindelsesland: Storbritannien.
Anvendelse: Stødende jagthund.
Klassifikation: FCI Gruppe 8 (Retrievere, stødende jagthunde og vandhunde),
Helhedsindtryk: Harmonisk og kompakt, ikke højbenet. Racen er tydeligt bygget til udholdenhed og hårdt arbejde. Den bevæger sig kvikt og livligt med masser af energi og drive.
Temperament: Meget gammel og karakteristisk race af ren afstamning. Den er stærk, munter og meget energisk. Den har et venligt gemyt og viser sig aldrig aggressiv eller nervøs.
Skalle: Af harmonisk længde, let hvælvet. Partiet under øjnene er smukt udmejslet.
Stop: Klart markeret.
Næse: Farven er kødfarvet til mørk. Næseborene er veludviklede.
Næseparti: Middellangt og lige – temmelig kvadratisk.
Kæber, bid: Stærke kæber med perfekt, regelmæssigt og komplet saksebid, dvs., at de øverste fortænder tæt overlapper de underste, og at biddet ligger vinkelret på kæberne.
Øjne: Nøddebrune eller mørke, middelstore, hverken udstående eller dybtliggende. Blinkhinden må ikke kunne ses.
Ører: Moderat lavt ansatte, båret hængende tæt ind til kinderne. De er forholdsvis små og bliver gradvis smallere mod spidsen. Deres form minder om vinløv.
Hals: Lang og muskuløs, tør ved struben. Smukt indpasset i de skråtliggende skuldre.
Krop: Ikke lang, men stærk og muskuløs. Kropslængden skal passe til benenes længde.
Lænd: Muskuløs og let hvælvet. Kort og kompakt lændeparti.
Bryst: Dyb brystkasse med godt hvælvede ribben.
Hale: Traditionelt kuperet. (NB! Kupering er forbudt i Danmark).
Godt og lavt ansat, aldrig båret højere end ryglinjen. Haleaktionen er livlig. Behængt med frynser. I harmoni med hunden som helhed.
Lemmer:
Forpart: Forbenene er middellange og lige, med kraftig benstamme.
Forpoter: Runde med tykke trædepuder. Faste “kattepoter”, der ikke er store eller spredte.
Bagpart: Stærk og muskuløs, bred og veludviklet. Stærke benstammer.
Knæ: Moderat vinklede, hverken ind- eller udaddrejede.
Underlår: Dybe.
Haseled: Godt lavt ansatte.
Bagpoter: Runde, med tykke trædepuder. Faste “kattepoter”, der ikke er store eller spredte.
Bevægelse: Flydende, kraftfuld og jordvindende bevægelse med godt fraskub.
Pels:
Hårlag: Lige eller fladt tilliggende, af silkeagtig struktur og tæt, aldrig ruhåret eller bølget. En krøllet pels er særdeles uønsket. For- og bagben oven for haserne har moderate behæng. Lette behæng på ører og hale.
Farve: Eneste tilladte farve: Hvid med varme kastanierøde aftegninger.
Størrelse: Omtrentlig skulderhøjde: Hanner 48 cm, (19 ins) Tæver 46 cm, (18 ins).

Racens historie kort
Welsh Springer Spaniel har en historie, der går helt tilbage til det 18. århundrede. Racen blev oprindeligt udviklet som en jagthund til at hjælpe jægere med at finde og hente vildt. Welsh Springer Spaniel blev anerkendt som en selvstændig race af The Kennel Club i 1902.
Den første Welsh kom til Danmark i 1974 og efterfølgende kom flere til, bl.a. fra Sverige, Storbritannien og Holland.
Maud Earls berømte maleri fra 1906 af Longmynd Myfanwy og Longmynd Megan